FOREDRAG D. 27/4 OM MUMIERNE FRA TAKLIMAKAN OG GENERALFORSAMLING


Kære medlem af Centralasiatisk Selskab

Årets første foredrag i selskabet finder sted onsdag den 27. april kl. 17.30, hvor ph.d.-stipendiat Rasmus Gudmundsen Bjørn fra Max-Planck-Institut für Menschengeschichte i Jena, Tyskland, vil fortælle om:
 
Nyt om gamle mumier – de tavse kosmopolitter fra Taklimakan
 
Foredraget vil give en beretning fra den allernyeste forskningsfront og de ganske overraskende resultater, som genetiske analyser af de berømte mumier har vist.
 
Taklimakan-ørkenen ligger som Silkevejens knudepunkt mellem Kina og Centralasien. De frodige oaser langs smeltevandsfloderne fra de enorme bjerge, der omkranser regionen, står i skærende kontrast til den omskiftelige og ubarmhjertige ørken. Men mens forskellige kulturer har udnyttet den frodige periferi, er det alligevel det knastørre klima, vi kan takke for bevarelsen af to af det seneste århundredes store mysterier: de tokhariske sprog og de vestligt-udseende mumier. I både artikel- og bogformat har forskere forsøgt at finde den røde tråd, der kunne forbinde bronzealderens rødhårede mumier med den tidlige middelalders indoeuropæiske sprog, tokharisk. Et nyt genetisk studie viser imidlertid, at tråden er knækket: Mumierne var med stor sandsynlighed ikke tokharisk-talende. I stedet skal vi stifte bekendtskab med Centralasiens tidligste kosmopolitter, hvis kultur var sammensat af bl.a. kinesisk hirse, centralasiatisk landbrug og mælkeprodukterne fra stepperne. Mysteriet er løst, men vi har fået et nyt: Hvem var de så, de tavse kosmopolitter i Taklimakan?

Arrangementet efterfølges af generalforsamling i Centralasiatisk Selskab efter en pause, hvor der serveres lidt vådt og tørt

OPLYSNINGER

Onsdag den 27. april kl. 17.30 på Københavns Universitets Søndre Campus på Karen Blixens Plads, bygning 11A, lokale 11A.1.19. Alle er velkomne.

UDSÆTTELSE AF GENERALFORSAMLING
 
Bestyrelsen har besluttet at udsætte selskabets generalforsamling til samme dato efter ovenstående foredrag (og en pause). Der indkaldes således hermed til ordinær generalforsamling 27. april, og der vil ikke foregå noget i selskabet den 30. marts som tidligere annonceret. En dagsorden sendes ud til medlemmerne senest en uge forinden.

Man er også meget velkommen til foredraget, selvom man ikke har tænkt sig at deltage i generalforsamlingen.
 
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Centralasiatisk Selskab

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Centralasiatisk Konference på KUA

Tak for sidst!

Selskabets podcastserie: Rejser i Centralasien: Usbekistan - Gæst: Ulla Prien (første afsnit)