Tak for sidst!

Det blev en lærerig og velbesøgt aften, da Centralasiatisk Selskab onsdag den 26. marts kl. 17.00 inviterede til dobbeltforedrag om ’de tyrkiske sprogs rødder’ og ’pantyrkismens historiske udvikling’, efterfulgt af den årlige generalforsamling. Vi takker hjerteligt for det flotte fremmøde!

Bestyrelsen 2025

En særlig tak går til vores foredragsholdere, Adam Hyllested (phd. i indoeuropæisk sammenlignende sprogvidenskab, balkanistik og finsk - ekstern lektor på Københavns Universitet) og Yusuf Cakin (historiker og turkolog), som på fornem vis tog os på en spændende rejse gennem de tyrkiske sprogs rødder og pantyrkismens historie - før og nu. Adam Hyllested gav os en indsigtsfuld, lingvistisk og sammenlignende gennemgang af de tyrkiske sprog, mens Yusuf Cakin gav os en historisk og aktuel forståelse af pantyrkismen – fra dens opståen til i dag. Foredragene affødte mange spændende og nysgerrige spørgsmål fra publikum. Mellem de to oplæg blev der holdt en pause med forplejning, herunder kolde og varme drikkevarer, snacks, tyrkisk bagværk (börek) og ramadanroulade, hvilket bidrog til en hyggelig og social stemning.

Adam Hyllested

Yusuf Cakin

Den årlige generalforsamling forløb i god ro og orden, hvor bestyrelsen præsenterede sit arbejde i 2024 samt planerne for 2025. Alle bestyrelsesmedlemmer var opstillet til genvalg. Den nye bestyrelse består nu af Ulla Prien, Gülsüm Akbas, Annette Haaber Ihle, Ali Cakin, Adam Hyllested og Yusuf Cakin. Bo Dahl Hermansen fortsætter som revisor.

På det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Adam Hyllested valgt som foreningens syvende formand og påbegynder dermed sin anden periode i denne rolle. Ulla Prien er valgt som kasserer, mens Ali Cakin fortsætter som sekretær.

Et referat af generalforsamlingen vil blive sendt til medlemmerne pr. mail.

Endnu engang tak for jeres deltagelse og støtte! Vi glæder os til at se jer til næste arrangement!

Med venlig hilsen,
Bestyrelsen

Find os på Facebook og Instagram!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Foredrag: Langtbortistan – hverdag og rejse i verdens navle

Tak for sidst!

Centralasiens folk: Bukhariske jøder - Podcast #2